Er jeg blevet lykkelig?

Efter noget tid kan jeg jo spørge mig selv om jeg er blevet mere lykkelig efter de nye omstændigheder...???

Jeg valgte jo at starte forfra med mig selv og mine børn, og uden min partner igennem 10 år.

Jeg må konstatere at jeg ikke er blevet lykkelig endnu, men er på vej.. Det har været en stor rutchebane tur, og dem kan jeg ikke lide... Men det har været nødvendigt for mig, for har ikke kunne finde mig selv i manage år, og nu er jeg begyndt at se mig selv når jeg kigger i spejlet, og er begyndt at mærke mig selv, og føle hvem jeg er..

Det er aldrig en nem vej når man skal finde sig selv, og det kan til tider være skræmmende, ikke at vide hvem man er..

Men en ting er sikkert jeg kan lide den jeg er, og den jeg er blevet efter alle de år. Jeg er stærkere end jeg troede, og har en masse erfaring som jeg ikke vil bytte væk for noget, ting der har støbt mig til den jeg er, når man snubler over noget, må man rejse sig igen, og det mener jeg så sandelig jeg har gjort.. Jeg har slået mig en million gange, men de fleste sår er ved at være helet og nogen sår har godt af at stå åbne, så man kan blive mindet om at det gør man så ikke igen.

Verden er ikke altid som man forestiller sig den og mennesker er ikke som man regner med.. Man bliver skuffet og såret, man græder og man skælder ud.. Man føler og er det så slemt...??

Jeg er den jeg er og stolt af det..

Jeg har en veninde som bare altid er der for mig, når min glansbilled verden falder sammen, og jeg ikke kan se skoven for bare træer, og jeg ville ikke være her uden hende, hun er min engel og alle burde have en engel i sit liv..

Jeg ville ikke undvære hende i mit liv for noget i verden..

Ær og elsk de mennesker der er gode at have i dit liv, og sorter dem fra der intet godt vil dig.

Rod....

Jeg synes mit hoved roder, alting vælter rundt som spaghetti bolognese´.... Jeg prøver ihærdigt at finde hoved og hale på de tanker de kører rundt men jo mere jeg tænker jo mere forvirret bliver jeg. Jo mere tvivler jeg. Hvorfor er der ikke n restart knap til hjerne så man kan starte forfra...

Hvorfor er det at alt skal gå galt eller det føler man hvertfald at det gør, og uanset hvor man vender sig hen er der altid nogen der har større problemer end en selv.. Så man står mellem at tage sig af sine egne problemer eller tage sig af andres, og ender med at glemme sine egne for en stund, hvilket jo er godt nok, men på et tidspunkt får man dem lige tilbage med 200 km i timen. BANG.... Så står man der og har absolut ikke mere overskud tilbage til noget som helst...

MAn står bare VAR?????

Jeg prøver ihærdigt på at løse de mange puslespil der foregår omkring mig men brikkerne passer ikke nogen steder hen.. jeg trænger til ro.. jeg trænger til at få ryddet op i mit liv. Jeg trænger til at blive elsket for den jeg er, blive holdt om, blive værdsat.. Føle at jeg gør en forskel netop ved at være mig, netop fordi jeg er et godt menneske, der gerne hjælper andre.. Netop fordi jeg føler jeg har gjort en massse godt, netop fordi jeg har bedt om tilgivelse hver gang jeg har gjort noget forkert... Netop for at jeg kan kigge mig selv i spejlet og vide at jeg er noget...Netop for at kigge på andre og føle glæde.. Rod det er hvad det er så må have den store skraldespand frem og begynde at fylde den op--- Møg altså...

Fortiden..

Det spøger i mit sind.. der er så mange glemte minder og tanker der kommer frem som roen falder på.. jeg plejer at sige jeg ikke kan gøre noget ved fortiden og at den skal glemmes, men det er den der former os, skaber de næste øjeblikke, det er de beslutninger vi har taget i fortiden der gør vi tager de beslutninger vi gør i dag, netop fordi vi er blevet klogere har fået erfaring... det er igennem fortiden vi lever... måske er det skæbnen der vil vi bliver konfronteret med fortiden for at mindes om det der var engang, en bestemt føelse en bestemt tanke, en bestemt beslutning.. måske skal man ikke tænke eller dvæle ved fortiden, men kommer den forbi synes jeg lige man skulle stoppe op og sige hej..

Hvad sker der...

En god veninde spurgte mig, er du lykkelig?

Og derefter kunne jeg konstatere at det var jeg faktisk ikke,,, og nu sidder jeg og skal revidere de sidste 10 år af mit liv og finde ud af hvad der skal ske...

Min hjerne er ved at sprænges af tanker og jeg kan ikke finde ro, alting er vendt op og ned, men jeg ved jo at det er det der skal til for at jeg med tiden finder min lykke, jeg er bare ikke altid klar på konsekvenserne af mine handlinger..

Mit hjerte siger et mit sind noget andet og det er en evindelig kamp mellem de to, og der er da ikke noget at sige til det, skal skal ikke...

Med tiden håber jeg der kommer ro på sindet og hjertet og jeg igen kan blomstre som en ny person, der måske denne gang træffer den rigtige beslutning for de næste 10 år.