Efter noget tid kan jeg jo spørge mig selv om jeg er blevet mere lykkelig efter de nye omstændigheder...???
Jeg valgte jo at starte forfra med mig selv og mine børn, og uden min partner igennem 10 år.
Jeg må konstatere at jeg ikke er blevet lykkelig endnu, men er på vej.. Det har været en stor rutchebane tur, og dem kan jeg ikke lide... Men det har været nødvendigt for mig, for har ikke kunne finde mig selv i manage år, og nu er jeg begyndt at se mig selv når jeg kigger i spejlet, og er begyndt at mærke mig selv, og føle hvem jeg er..
Det er aldrig en nem vej når man skal finde sig selv, og det kan til tider være skræmmende, ikke at vide hvem man er..
Men en ting er sikkert jeg kan lide den jeg er, og den jeg er blevet efter alle de år. Jeg er stærkere end jeg troede, og har en masse erfaring som jeg ikke vil bytte væk for noget, ting der har støbt mig til den jeg er, når man snubler over noget, må man rejse sig igen, og det mener jeg så sandelig jeg har gjort.. Jeg har slået mig en million gange, men de fleste sår er ved at være helet og nogen sår har godt af at stå åbne, så man kan blive mindet om at det gør man så ikke igen.
Verden er ikke altid som man forestiller sig den og mennesker er ikke som man regner med.. Man bliver skuffet og såret, man græder og man skælder ud.. Man føler og er det så slemt...??
Jeg er den jeg er og stolt af det..
Jeg har en veninde som bare altid er der for mig, når min glansbilled verden falder sammen, og jeg ikke kan se skoven for bare træer, og jeg ville ikke være her uden hende, hun er min engel og alle burde have en engel i sit liv..
Jeg ville ikke undvære hende i mit liv for noget i verden..
Ær og elsk de mennesker der er gode at have i dit liv, og sorter dem fra der intet godt vil dig.
