mandag den 3. september 2012

Forvirret over mig selv...

Synes kun at tingene bliver mere og mere forvirrende jo mere jeg virkelig prøver at gøre det rigtige. Eller bare prøver at virke normal... Sagen er den at jeg lider af O.C.D og har ikke tilladt den at tage over, og det er en daglig kamp med mig selv at sørge for det ikke sker. Men det er ligesom om at jo mere jeg prøver at være som alle andre, jo mere galt går det, og jo flere misforståelser opstår der.
Jeg kan ikke forklare hvordan jeg har det, selvom jeg  virkelig ville ønske at jeg kunne, der er ikke noget andet i verden jeg ønsker mig mere en at få muligheden for at en anden kunne have mine tanker bare en enkelt dag...
Det hjælper jo ikke at sige hvordan jeg har det, for folk kan som regel ikke sætte sig ind i noget de ikke har mærket på egen krop. Jeg synes til tider det er et sandt helvede at være mig, jeg kalder mine tanker for dæmoner, for det føles som om de bare sidder og prøver at gnave sig ud igennem mit kranie.. De skal fodres hele tiden for ikke at gnave, og når jeg giver dem lov til at gnave er det at jeg som menneske går tabt. Mine føelser bliver anderledes, det samme gør mine mønstre. Men alligevel er de fuldstændig ens hver gang. Dette giver kun mening for mig sikkert,men det er sådan det føles. Alt er ændret,, problemet er bare at det gør ting jo, alting ændre sig, verden ændre sig, mennesker ændre sig... Det eneste der ikke ændre sig er mine små dæmoner, de vil have det samme lorte æde hver evig eneste dag, og får de ikke det er helvede løs...
Jeg vil altid prøve at gøre alting så godt og gøre tingene specielt, for hvem det nu end er.. Om det er familie eller venner eller kærester... Men i den sidste ende lykkedes det bare ikke, fordi det ikke kan gå overens med min lidelse, min O.C.D kan virkelig spænde ben for mig og gøre simple ting til en lang kamp.
Jeg kan ikke tage min bil og bare køre hvor hen jeg vil, før det er nøje planlagt og jeg ved hvor jeg jeg helt præcist skal hen, og selvom jeg så gør det er jeg stadig pisse nervøs. Køre på motorvej er helt udelukket fordi der sker alt for mange uforudsigelige ting, og det kan jeg ikke nå at bearbejde i min hjerne. Mit arbejde skal helst køre på nøjagtig samme måde hele tiden, jeg møder på samme tid, gør de samme ting når jeg møder ind, og gøre de samme opgaver som jeg plejer.
Hjemme er der også faste rutiner for alt, hvordan jeg gør om morgenen og aftenen, og det er sikkert næsten efter kl. slæt hvornår jeg gør hvad.
Der foregår absolut intet spontat i min hverag og det er sådan jeg fungere bedst, men hva så når jeg ligepludselig er nød til at ændre vaner fordi der kommer en anden ind mit liv som ikke har disse faste rutiner.. Så er det jeg prøver at være lidt normal, hvis man kan tillade sig at kalde det det... Og det er der jeg ikke kan finde ud af det mere, så er det jeg bliver forvirret fordi jeg ikke kan finde ud af om jeg burde reagere som jeg gør, om det er normalt, eller om det er min OCD der spiller ind. Simple hverdags snakke kan ende med sure miner, fordi min hjerne ikke tolker tingene på samme måde som alle andre. Så er jeg ødelagt eller tænker jeg bare på en helt forskruet måde i forhold til alle andre.
Hvordan finder jeg nogensinde ud af at leve med et andet menneske når jeg ikke engang kan finde ud af at leve med mig selv, og mine egne dæmoner ikke tillader andre at komme ind i riget..??
Skal jeg fortsætte med at kæmpe og på et tidspunkt håbe at dæmonerne bliver trætte, udmattede og til sidst dør af sult hvis jeg kan finde en måde at sulte dem på... Skal jeg sulte dem, eller vil deres mangel på eksistens være enden på den jeg er..?? Kan jeg i det hele taget finde ud af at være mig uden dem, eller er jeg dem??

Ingen kommentarer:

Send en kommentar