Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte..
Dagen begyndte bare helt fantastisk, og var for engangs skyld glad og havde sovet fantastisk.
Søvn har ikke været min stærke side i lang tid, og sporerne er ved at sætte sig.
Bekymringerne har fyldt meget og hobet sig op, så når øjenene lukker i kommer dæmonerne ud...
Vi har alle dæmoner og fortabte håb, der spøger i natten... Mine har bare spøgt frygetelig meget det sidste lange stykke tid, og har været nød til at træffe beslutninger der gik imod det jeg stod for og den jeg var, men jeg ved jo godt at det var det eneste rigtige når jeg skulle tænke fremtid. Som en veninde sagde til mig; Hvordan spise man en elefant?? Jo man tager en bid af gangen.. SÅ sandt kan det siges.
Jeg prøvede at forklare en person noget idag, som blev fuldstændig misforstået, og nu sidder jeg med en stor frustration over det, for er der noget der ikke er nemt er det at forklare noget over en sms, for der kan du ikke se ansigtsudtryk, eller om det er sagt med et glimt i øjet, eller hvor hårdt tingene bliver sagt/skrevet...
Er bare pisse ked af det for det skulle ikke forståes som det blev forstået, og fik ikke en chance for at forklare mig, så mit ellers så dejlige humør blev erstattet af en stor knude i maven og tårerne pressde sig på for bliver ked af det når jeg ikke får mulighed for at forklare mig, og er ked af at personen misforstod mig og ked af at personen troede at jeg kunne være sådan.. For er der en jeg ikke kunne finde på at såre er det den person...
.... Tristheden er ikke til at bære når man bare vil have lov til at gøre det godt og man har sagt undskyld, men at man ikke bliver mødt på halvvejen så står man der alene igen sammen med alle dæmonerne.......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar