Forvirret over mig selv...

Synes kun at tingene bliver mere og mere forvirrende jo mere jeg virkelig prøver at gøre det rigtige. Eller bare prøver at virke normal... Sagen er den at jeg lider af O.C.D og har ikke tilladt den at tage over, og det er en daglig kamp med mig selv at sørge for det ikke sker. Men det er ligesom om at jo mere jeg prøver at være som alle andre, jo mere galt går det, og jo flere misforståelser opstår der.
Jeg kan ikke forklare hvordan jeg har det, selvom jeg  virkelig ville ønske at jeg kunne, der er ikke noget andet i verden jeg ønsker mig mere en at få muligheden for at en anden kunne have mine tanker bare en enkelt dag...
Det hjælper jo ikke at sige hvordan jeg har det, for folk kan som regel ikke sætte sig ind i noget de ikke har mærket på egen krop. Jeg synes til tider det er et sandt helvede at være mig, jeg kalder mine tanker for dæmoner, for det føles som om de bare sidder og prøver at gnave sig ud igennem mit kranie.. De skal fodres hele tiden for ikke at gnave, og når jeg giver dem lov til at gnave er det at jeg som menneske går tabt. Mine føelser bliver anderledes, det samme gør mine mønstre. Men alligevel er de fuldstændig ens hver gang. Dette giver kun mening for mig sikkert,men det er sådan det føles. Alt er ændret,, problemet er bare at det gør ting jo, alting ændre sig, verden ændre sig, mennesker ændre sig... Det eneste der ikke ændre sig er mine små dæmoner, de vil have det samme lorte æde hver evig eneste dag, og får de ikke det er helvede løs...
Jeg vil altid prøve at gøre alting så godt og gøre tingene specielt, for hvem det nu end er.. Om det er familie eller venner eller kærester... Men i den sidste ende lykkedes det bare ikke, fordi det ikke kan gå overens med min lidelse, min O.C.D kan virkelig spænde ben for mig og gøre simple ting til en lang kamp.
Jeg kan ikke tage min bil og bare køre hvor hen jeg vil, før det er nøje planlagt og jeg ved hvor jeg jeg helt præcist skal hen, og selvom jeg så gør det er jeg stadig pisse nervøs. Køre på motorvej er helt udelukket fordi der sker alt for mange uforudsigelige ting, og det kan jeg ikke nå at bearbejde i min hjerne. Mit arbejde skal helst køre på nøjagtig samme måde hele tiden, jeg møder på samme tid, gør de samme ting når jeg møder ind, og gøre de samme opgaver som jeg plejer.
Hjemme er der også faste rutiner for alt, hvordan jeg gør om morgenen og aftenen, og det er sikkert næsten efter kl. slæt hvornår jeg gør hvad.
Der foregår absolut intet spontat i min hverag og det er sådan jeg fungere bedst, men hva så når jeg ligepludselig er nød til at ændre vaner fordi der kommer en anden ind mit liv som ikke har disse faste rutiner.. Så er det jeg prøver at være lidt normal, hvis man kan tillade sig at kalde det det... Og det er der jeg ikke kan finde ud af det mere, så er det jeg bliver forvirret fordi jeg ikke kan finde ud af om jeg burde reagere som jeg gør, om det er normalt, eller om det er min OCD der spiller ind. Simple hverdags snakke kan ende med sure miner, fordi min hjerne ikke tolker tingene på samme måde som alle andre. Så er jeg ødelagt eller tænker jeg bare på en helt forskruet måde i forhold til alle andre.
Hvordan finder jeg nogensinde ud af at leve med et andet menneske når jeg ikke engang kan finde ud af at leve med mig selv, og mine egne dæmoner ikke tillader andre at komme ind i riget..??
Skal jeg fortsætte med at kæmpe og på et tidspunkt håbe at dæmonerne bliver trætte, udmattede og til sidst dør af sult hvis jeg kan finde en måde at sulte dem på... Skal jeg sulte dem, eller vil deres mangel på eksistens være enden på den jeg er..?? Kan jeg i det hele taget finde ud af at være mig uden dem, eller er jeg dem??

Flightless Bird.

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte..
 Dagen begyndte bare helt fantastisk, og var for engangs skyld glad og havde sovet fantastisk.
Søvn har ikke været min stærke side i lang tid, og sporerne er ved at sætte sig.
Bekymringerne har fyldt meget og hobet sig op, så når øjenene lukker i kommer dæmonerne ud...
Vi har alle dæmoner og fortabte håb, der spøger i natten... Mine har bare spøgt frygetelig meget det sidste lange stykke tid, og har været nød til at træffe beslutninger der gik imod det jeg stod for og den jeg var, men jeg ved jo godt at det var det eneste rigtige når jeg skulle tænke fremtid. Som en veninde sagde til mig; Hvordan spise man en elefant?? Jo man tager en bid af gangen.. SÅ sandt kan det siges.
Jeg prøvede at forklare en person noget idag, som blev fuldstændig misforstået, og nu sidder jeg med en stor frustration over det, for er der noget der ikke er nemt er det at forklare noget over en sms, for der kan du ikke se ansigtsudtryk, eller om det er sagt med et glimt i øjet, eller hvor hårdt tingene bliver sagt/skrevet...
Er bare pisse ked af det for det skulle ikke forståes som det blev forstået, og fik ikke en chance for at forklare mig, så mit ellers så dejlige humør blev erstattet af en stor knude i maven og tårerne pressde sig på for bliver ked af det når jeg ikke får mulighed for at forklare mig, og er ked af at personen misforstod mig og ked af at personen troede at jeg kunne være sådan.. For er der en jeg ikke kunne finde på at såre er det den person...
.... Tristheden er ikke til at bære når man bare vil have lov til at gøre det godt og man har sagt undskyld, men at man ikke bliver mødt på halvvejen så står man der alene igen sammen med alle dæmonerne.......

Min Stjerne.

Tiden går så stærkt og jeg sidder stadig her med en tom føelse af at der mangler noget..
Jeg var lykkelig, du gjorde mig lykkelig..
Du gjorde at jeg turde være mig selv, for når jeg havde dig ved min side var der ikke noget der kunne slå mig ned.. Du gav mig så meget på så kort tid.
Jeg har aldrig glemt dig og gør det nok heller ikke, der er et lille håb i mig der stadig er tændt og som stadig brænder for dig.
Jeg vil aldrig kunne udtrykke mig nok om hvor meget du betyder for mig. Du er min stjerne og jeg pejler mig efter den,når alt andet er mørkt.
For der i mørket giver mig du mig glæde og håb og kærlighed.
Jeg ved ikke om du nogensinde bliver min ,men jeg ved at jeg altid vil elske dig. For den du er og for at du fik mig til at blive så lykkelig også selvom det kun var for en kort stund.
Jeg har jagtet den glæde lige siden men kan ikke finde den, det er derfor jeg ikke kan slippe dig. Jg tror på den eneste ene her i livet og jeg ved det er dig...
Så når stjernerne står rigtigt vil vi mødes igen..